De egentlige helte i afskeden med Sydafrikas kontroversielle præsident er ikke hans parti ANC, der endelig tog affære, men de mange aktivister, embedsmænd og medier, der trodsede partiets hån og opbyggede en sag mod præsidenten, der til sidst blev umulig at ignorere
Sydafrikas nu tidligere præsident Jacob Zuma sagde sent onsdag aften farvel med en af den slags TV-taler, som nationen tidligt lærte at frygte:
Dårligt skrevet og humpende oplæst med samme mangel på respekt for punktummer, som Zuma længe har vist over for befolkningens voksende krav om ordentlig embedsførelse og almindelig anstændighed.
Kun afslutningen var lysende klar: ”Jeg har besluttet at træde tilbage med omgående virkning”.
På en bar i hovedstaden Pretoria fik det en flok unge studerende til spontant at bryde ud i nationalsangen Nkosi Sikelel’ iAfrika ”for at fejre en ny begyndelse”, som de bagefter forklarede på SABC, det statslige TV.
Sådan nåede man klimakset på en uge, hvor landsfaderen Nelson Mandelas gamle parti ANC efter ni år med korruptionsskandaler endelig besluttede at fyre sin leder.
En smuk historie om idealismens triumf over de kræfter, der alt for længe har fået lov at prioritere deres private berigelse over samfundets velfærd.
Desværre er den ikke sand.
ANC’s afsked med Zuma skyldes ikke moralske kvababbelser i partitoppen, hvis overvældende flertal længe tolererede hans udskejelser som en acceptabel bivirkning af deres overordnede mål: At holde sig ved magten.
Samtlige priser for at insistere på ordentlighed i det unge demokrati skal i stedet sendes til en farverig flok aktivister, der med samme tålmodighed som vanddråbers udhuling af den hårdeste klippe til sidst fjernede fundamentet for ANC’s selvretfærdighed.
Priserne går til civilsamfundets modige vagthunde, hvis mange rapporter om uhyrlighederne længe blev ignoreret; til embedsmænd, der blev fyret for at dæmme op for chefens grådighed; til medier, der blev beskyldt for landsforræderi for at afdække overgrebene; til offentlige institutioner som domstole, der efter nogle svinkeærinder endelig trådte i karakter og banede vejen for en genåbning af Zumas korruptionssager; og endelig til ombudskvinden, som ANC i parlamentet beskyldte for at være CIA-agent efter hendes dokumentation af Zumas misbrug.
Og okay, lad ret være ret: Send nogle bronzemedaljer til de modige dissidenter i ANC, som alle de ovenstående og egentlige helte i denne beretning til sidst fik skubbet til at tage affære.
Så sent som på ANC’s partikonference i december var næsten halvdelen af de delegerede parate til at belønne Zuma ved at vælge hans tidligere kone og foretrukne efterfølger som ny formand.
Kun marginaler sikrede den nu nye præsident Cyril Ramaphosa sejren, selv om ingen kan hævde, at de ikke vidste, hvad der foregik: Det virkeligt skræmmende var jo ikke Zumas udskejelser som en af Afrikas alt for mange store mænd, men at det så længe fik lov at fortsætte trods Sydafrikas unikke kombination af mørke gerninger og en fri presses skarpe søgelys.
Nu bliver det snart lige så svært at finde en tilhænger af Zuma, som det kort efter Nelson Mandelas magtovertagelse i 1994 var at finde en forsvarer for Sydafrikas tidligere hvide, racistiske apartheidstyre.
Alle vil flokkes bag den nye leder, Ramaphosa, som nu holder nøglerne til de pengeskabe, der i Sydafrika følger med den politiske magt.
Men selv efter afskeden med Zuma, på et hastigt indkaldt pressemøde i ANCs hovedkvarter oven på hans TV-tale, var det umuligt for hans overlevende støtter i partitoppen at tale om hans mangfoldige overgreb.
Vicegeneralsekretæren Jesse Duarte kom tættest på i en bisætning (”mens vi anerkender de fejl, der måtte være begået…”) før hun hastede gennem en række af de forbedringer, som har lyst op i ni års mørke: Gennemførelsen af verdens største medicinering af hiv-smittede, sundhedsforsikringer, investeringer i infrastruktur.
Gennem en uges intense møder har ingen haft modet til at fortælle hverken befolkningen eller Zuma selv, hvad han har gjort forkert – og ifølge Duarte ville det være ”populistisk” at dele de overvejelser med befolkningen gennem medierne.
I stedet må sydafrikanerne nøjes med forsikringer om ”fornyelser” forud for det valg om 14 måneder, der synes at være den egentlige årsag til hastværket med at få udskiftet Zuma.
ANC’s nederlag i de fleste af Sydafrikas storbyer ved forrige års kommunalvalg beviste, at partiet trods Zumas forsikringer ikke nødvendigvis vil regere ”til Jesus kommer tilbage”.
Selv om frygten for vælgernes dom ligner den vigtigste og lidet idealistiske årsag til Zumas fyring, er det rimeligt at anerkende afløseren Cyril Ramaphosa for hans mod og elegance som bøddel på vegne af de aktivister, der står med den egentlige ære.
Ramaphosa leder et dybt splittet parti, hvis hovedbestyrelse måtte diskutere i ni timer for at enes om at fyre Zuma. Han overtager nu et land, hvor taberne af politiske konflikter alt for ofte har grebet til våben.
Måske var den vigtigste sætning i Zumas tale derfor en appel om, at hans afgang ikke må koste menneskeliv. Hvis det skal lykkes, må Ramaphosa dele sine kræfter ligeligt på forsoning og oprydning.
For at opfylde løfterne om fornyelse skal der fjernes umådelige mængder af råddenskab i partiet og i de offentlige selskaber, som Zuma forvandlede til pengemaskiner for sig og sine støtter.
Udrensningen startede allerede onsdag morgen med de lette ofre: Den forhadte Guptafamilie med indiske rødder, som under Zuma fik magt til at hyre og fyre finansministre. Nu sidder den ene af familiens tre brødre fængslet efter en ransagning af den pragtvilla i Johannesburg, hvor præsidenten, altså Zuma, og ikke politiet hidtil har været stamgæst.
Bagmandspolitiets handlekraftige udnyttelse af de nye politiske vinde er formentlig kun begyndelsen på et spirende forår i de mange institutioner, som Zuma trods en ihærdig indsats aldrig fik omdannet til fuldblods marionetter.
Hvis rets- og skattevæsen nu får plads til at vende tilbage til fortids storhed, truer fængsel og personlige konkurser både Zuma og mange af hans støtter. En usædvanlig historie i et Afrika med få eksempler på den slags konsekvens – og en forvandling som ANC om få år formentlig med stolthed vil tage æren for.
Dagen efter Zumas afgang havde partiets ledende medlemmer stadig travlt med at hylde både supertankerens nye kurs og den afgåede kaptajns mange påståede fortjenester.
”Vi håber, at Zuma vil fortsætte sin uselviske indsats for bevægelsen”, skrev ANC’s kvindeliga efter at have hilst hans fratrædelse. velkommen
Den slags dobbelttale var ikke nødvendig for de mange, der med enorme personlige omkostninger talte systemet imod i de mørkeste år. De kunne konstatere, at det unge demokratis institutioner, græsrødder og frie presse i den sidste ende var stærkere end de politikere, der gav dem plads og i dag formentlig bittert fortryder det.