WEEKENDAVISEN 1. APRIL 2016
På Frederiksbergs nye hospice er fokus er på livets sidste dage frem for døden. Derfor er de italienske klinker testet til at håndtere både rødvin og blod i et miljø, der lyder og lugter af byen udenfor
Hvordan designer man som arkitekt på et nyt hospice den mest diskrete udkørsel af de kister, hvori hovedparten af patienterne forlader stedet?
Svaret er, at det gør man ikke. I hvert fald ikke, når kunden er Diakonissestiftelsens Hospice på Frederiksberg, hvor chefen Helle Tingrupp nægter at gemme døden væk.
Så her kører man kisterne ud af den samme fordør, som patienterne bruger ved ankomsten til livets sidste dage.
Ambulancer og rustvogne deler – med en vis forskydning i tid, man skal jo ikke overdrive konfrontationen – den samme forplads uden skærmende dikkedarer, klos op ad fortovet på en villavej, hvor larmende skolebørn midt i livets forår har direkte udsigt til dets afslutning.
Nærheden til byen, livet og samfundet ligger også forrest i munden, når Tingrupp og Diakonissestiftelsens projektchef, Hanne Moe, skal præsentere deres nye barn – en 16-sengs afløser for Diakonissestiftelsens 10-sengs hospice fra 1997, der for længst er blevet for lille til sin egen succes.
”Folk, der har levet i byen, har ingen interesse i at komme ud og dø i smukke omgivelser på landet. Det er vigtigt for dem at genfinde det miljø, de har været en del af”, siger Helle Tingrupp.
PÅ RANDEN AF BYEN
Derfor har sengestuerne vinduer fra gulv til loft, ofte i flere retninger, og derfor består husets centrale rum – eller hjerte – af en delvist dobbelthøj foyer (med sofahjørner) i organiske former, der griber ind i andre og udendørs cirkler på gårdhaver og tagterrasser. I godt vejr kan patienternes senge køres ud til høj himmel, fuglefløjt og lyden af en børnehave i det fjerne.
Her er plads til at være både social og privat, med en konstant fornemmelse af, at det levede og det fortsatte liv aldrig er langt væk.
Omgivelsernes nærhed mærkes også rent fysisk, idet bygningen på en strimmel jord mellem et villakvarter og Diakonissestiftelsens treetagers hovedbygning. Springet i skala er løst ved at bryde bygningen op i mindre volumener, én etage med tagterrasse mod villavejen, to etager mod bagkanten.
Indvendigt ligger fløjene med værelser som bladene i et trekløver omkring den centrale foyer. De mange vinduer - med kig i forskellige retninger fra de fleste rum - bidrager fornemt til ønsket om en tæt kontakt til det liv, som patienterne skal forlade og de pårørende leve videre i.
Det nye hospice er designet af Nord Architects, der vandt opgaven på sin beskrivelse af metode, ikke mindst inddragelsen af brugerne. Først i samarbejde med personalet voksede den endelige bygning frem. Arkitekt Morten Gregersen kalder processen ”en gave”:
”Det er tilbage til funktionalismens guldalder i 1940erne og 50erne. Vi er i dag for ofte endt i totalentrepriser, hvor vi tror vi kan designe alt på forhånd. Ved at gå ud i den her anderledes proces kan man opnå andre kvaliteter. Det er en metode, vi er ved at tabe”.
Og ja, det var også den proces, der førte til detaljen med kistens udkørsel gennem hovedindgangen:
”Hvis vi havde tegnet det i konkurrence, kunne vi have siddet længe og stirret og spurgt os selv: Hvordan løser vi det?” siger Gregersen.
RETUR TIL DE HELENDE TEMPLER
Ideen med et skræddersyet hus til den næstsidste rejse er relativ ny i Danmark, hvor Sankt Lukas Stiftelsen i Hellerup åbnede det første hospice i 1992. Det var 25 år efter verdens første hospice i moderne tid åbnede i London i 1967.
Siden er 20 hospicer skudt op i alle egne af Danmark, parallelt med et større fokus på såkaldt palliativ eller lindrende behandling af uhelbredeligt syge.
Mange af de nye hospicer har de samme kvaliteter som Diakonissestiftelsens: En menneskelig skala og behersket størrelse, stor sammenhæng mellem de ydre og de indre rum og en tro på, at en tæt kontakt til naturen kan virke lindrende.
På nogle måder er det en tilbagevenden til de ”helende templer”, ofte i tilknytning til kirker og klostre, der husede historiens første egentlige hospitaler. Nærheden til naturen dyrkede man i Danmark blandt andet i den udbredte placering af psykiatriske hospitaler i naturskønne omgivelser og på hospitaler i parkanlæg som Bispebjerg i København. Først senere opstod de ”medicinske maskiner”, som Rigshospitalets betonsilo og Herlev Sygehus er de mest markante eksempler på.
Allerede sygeplejens pioner Florence Nightingale anså midt i 1800-tallet lys og luft for helt uundværligt for sine patienter og skrev blandt andet:
”Selv om kunstig ventilation kan være nødvendig , kan det aldrig kompensere for ønsket om det åbne vindue”.
Citatet findes i en nye bog, Sundhedsarkitekturens ABC, hvori konsulentfirmaet ArchiMed beskriver hospicetanken som en reaktion på, at ”døden ikke har haft rum og fået opmærksomhed på hospitalet (…..) siden efter renæssancen, hvor lægevidenskaben for alvor blev i stand til at helbrede”.
Hvor en hospitalsstue er domineret af teknologi til helbredelse, er ambitionen på hospice at skabe rum så tæt på det hjem, hvor flertallet af danskerne- 56% procent ifølge nylige undersøgelser - foretrækker at dø. Næstmest populært er nu hospicer med 20 procent.
Sundhedsarkitekturens ABC beskriver ideelle sengestuer på hospice som en ”scene for det fysiske og sociale samvær om døden, hvor de pårørende får mulighed for at tilegne sig rummet efter egne behov”. Udfordringen er, at der samtidig skal være plads til personalets ofte højt specialiserede hjælp til vanskelige lidelser.
På stuerne på Diakonissestiftelsens nye hospice minder overfladerne om et hjem – egeparket og hvide vægge, delvist malet med metalholdig maling, der tillader ophængning af patienternes egen vægudsmykning med magneter.
Teknikken er diskret gemt væk i en skabsvæg. Her finder man blandt andet liften til at flytte patienter og det køleanlæg, der gør det muligt at lade de afdøde ligge i et døgn, før de køres bort.
Rummene er store nok til også at rumme en sovesofa, men samtidig små nok til at virke intime. Væggen til naboen er omhyggeligt isoleret, fordi ingen – trods ønskerne om åbenhed – ”har brug for at blive inviteret til andres sorg,” som Helle Tingrupp siger.
PATINERET SOM LIVET
Fremfor design til døden er det arkitektur til livets sidste dage, hvor de italienske klinker i fællesrummene er testet til at håndtere både rødvin og blod.
”Hospice er det sted på Diakonissestiftelsen, hvor der er mest smil og latter,” siger projektchef Hanne Moe.
En donation fra Den A.P. Møllerske Støttefond har hævet budgettet fra 55 til 80 millioner kroner. Fondspengene har – som i en række andre af tidens byggerier – givet plads til at vælge dyrere materialer og bedre finish.
Yderbeklædningen er messinglegeringen Tombak - også kendt fra blandt andet Mærskbygningen ved Panuminstituttet og Axel Towers over for Tivoli - der som selve livet vil patineres og skifte kulør fra højglans til en dybere og mere kompleks lød.
Lysningerne omkring de buede vinduespartier er ligesom trapperne i knastfri eg, og det hele har så meget klasse, at et ellers nydeligt Svanekøkken i et hjørne af opholdsrummet står og ser lidt billigt ud.
”Min generation af arkitekter bliver ofte skudt i skoene, at vi ikke bekymrer os om detaljerne. Det har vi haft råd til her,” siger Morten Gregersen.
Resultatet er en bygning, der er udvalgt som et af de danske bidrag på årets arkitektur-biennale i Venedig. Kuratorerne fremhæver, at ”projektet flytter nogle grænser og læner sig op ad et tabu: De døende bliver ikke udstillet, men heller ikke gemt væk”.
Det nye hus vil utvivlsomt også tiltrække mange af de ”hospice-shoppere” – potentielle patienter og pårørende – hvis antal ifølge Helle Tingrupp er stigende.
Gæsterne er velkomne i den samme hovedindgang og reception, som patienterne og kisterne benytter. Her kan de få et kig ud på den indre gårdhave og en fornemmelse af resten, men heller ikke meget mere, da patienternes privatliv skal beskyttes.
Det rækker dog sådan set også. For på denne tærskel mellem livet og døden, samfundet og hospice kan man fint fornemme de fleste af bygningens kvaliteter: Den menneskelige skala, de bløde former, de fornemme materialer, de tætte forbindelser mellem det indre og det ydre – og den insisteren på en større sammenhæng, der gør det indlysende at lade patienter og kister benytte den samme dør.