WEEKENDAVISEN 10. FEBRUAR 2017
Louisianas ny serie af kik ind i arkitekternes værksteder præsenterer et ægtepar, der fra et fjernt hjørne af Kina udfordrer myndigheder, kolleger og konventioner
NÅR museumsgæster på Louisiana fra denne weekend når frem til premieren på en nye serie arkitekturudstillinger, vil de færreste genkende hverken Wang Shus navn eller hovedværker. Men det vil formentlig kun fornøje hovedpersonen.
Selv om kineseren i 2012 vandt Pritzker-prisen – arkitekturens Oscar – insisterer han og hustruen Lu Wenyu fortsat på at kalde deres tegnestue Amateur Architecture Studio.
Byggerierne præsenterer Wang Shu som noget, der nærmest organisk vokser frem i dampen fra gamle jerngryder med ingredienser som kinesisk historie, havetraditioner, daglige øvelser i kalligrafi, diskussioner med sin studerende, grøn te og respekt for proportionerne i de omliggende bjerge.
Hertil rigelige mængder af gamle håndværk, hvis udøvere undervejs i processen ofte får lov at ignorere Wang Shus tegninger, hvis de selv har noget bedre at tilføje.
RESULTATET ligner ind imellem den lettere kaotiske samling af modeller, der møder gæsterne ved indgangen til udstillingen: Ved første øjekast synes bygningerne ramt af jordskælv med deres bølgende svalegange, takkede tagskæg, zigzaggende gangbroer over taghaver, kantede huller i facaden og mure, der tilsyneladende er stykket sammen af de sten, tørv og tegl, som mureren måske tilfældigt fandt i grøften undervejs på arbejde.
Vi er ofte ude at vende i grænseområdet mellem ren maner og raffinerede referencer til historie og kontekst. Men kigger man nærmere efter, er der forklaringer på det hele i en filosofi og et manifest for Amateur Architecture Studio, hvori ægteparret skriver både meget direkte og mere camouflerede hilsner til kinesiske autokrater og egocentrerede arkitekter med storhedsvanvid.
”Amatørarkitektur understreger, at frihed er vigtigere end standarder, og at man ønsker at se det kaos, der bliver skabt, når autoriteternes troværdighed bliver udfordret”, lyder ét statement, der vil glæde iagttagere med ønske om at placere Wang Shu som oprører i en politisk kontekst.
ET AF hans hovedværker, det historiske museum i byen Ningbo, peger i samme retning. Museets vældige mure er bygget af indsamlede genbrugsmaterialer fra 30 landsbyer, der blev jævnet med jorden for at gøre plads til Kinas nådesløse urbanisering. De tvangsforflyttede kan nu genfinde deres fortid i museets arkitektur.
Her er klare paralleller til kunstværket ”Straight”, som Wang Shus ven og kollega, den verdensberømte kunstner Ai Weiwei, lavede af indsamlet armeringsstål fra betonbygninger, som på grund af byggesjusk og cementtyveri kollapsede i et jordskælv.
Men Wang Shus udfordringer af Kinas styre forekommer mindre konfronterende og mere drillende end Ai Weiweis. For eksempel krævede Shu – til gengæld for at bygge et kulturcenter til international beundring under sidste års G20-topmøde i Kina – at få lov at genopbygge en forfalden bjerglandsby. Dermed fik han ny luft under sine fortsatte udforskninger af kinesiske byggetraditioner og ideer om bæredygtige alternativer til Kinas fascination af beton.
HER gemmer sig plads til begejstring for de, der først og fremmest ser Wang Shu som en modpol til de glamoursøgende starchitects, der i disse år bruger og misbruger Kina som villig bygherre for monstrøse stiløvelser. Selv skriver Wang Shu og hans kone om den vinkel i deres manifest:
”Professionelle arkitekter tænker sjældent over, om deres designprojekter mangler målrettethed. For dem er designet en professionel opgave. Ud over deres vane med at forstå orden, så ser de intet, hører intet, ved intet”.
I udstillingens katalog beskriver Wang Shu sin egen arbejdsmetode i et kalejdoskopisk essay om byggeriet af et stort universitetscampus i hjembyen Hangzhou, hvor han selv er dekan på arkitektskolen.
Blottet for formel struktur bevæger Wang Shu sig her fra beundringen af lyset i en naturmediciners behandlingsrum til diskussioner med håndværkere om detaljerne på et gelænder, værdien af broer i haveanlæg og glæden ved, at gartnerne endte med at plante havre frem for græs på campus. For kornet gløder så smukt i maj.
WANG SHUS aversion mod snærende bånd og hans beherskede interesse i PR betyder, at Louisianas præsentation kun er arkitektens anden soloudstilling. Kuratoren Kjeld Kjeldsen måtte slås ganske hårdt for at sikre både materiale og medvirken fra Wang Shu, hvis kone bestyrer hans mobiltelefon og er kendt for at have holdt store arkitekturtidsskrifter hen i årevis, når de ringer for at få et interview med Pritzker prisvinderen.
Men efter flere besøg af Kjeldsen i Kina er det lykkedes at opfylde ambitionen i en ny serie arkitekturudstillinger: At invitere publikum indenfor i værkstedet hos arkitekter, der gerne har en social dagsorden.
Det er sket i et samarbejde med Wang Shu, der selv har medvirket til designet af udstillingen med dens store vægge af bambus. Han leverer også hovedparten af ordene i form af interview-stumper på TV-skærme.
En stor del af udstillingens gulvplads er reserveret til modeller og til store relieffermed de materialer, der spiller en afgørende rolle i Wang Shus arkitektur – bambus, sten, vægge af stampet jord, tegl, tømmer. Her afsløres en stoflighed, der ligger milevidt fra tidens internationale satsen på slebne overflader af stål, glas og træ.
Et gennemgåede træk er den såkaldte wa pan-teknik, der er vokset ud af den traditionelle metode til reparationer efter Kinas mange tyfoner og jordskælv. Her repareres hullerne i murene med de materialer og i den stil, som den forhåndenværende murermester bruger. Resultatet – der hos Wang Shu er blevet til en bevidst facadeudsmykning – er et patchwork af farver og strukturer.
Sådan ender hans bygninger med at kombinere et formsprog, der er tidens, måske endda fremtidens, med det ældste, som Kina har at tilbyde. Heri ligger både et arkitektonisk og et politisk budskab. Wang Shu og Louisianas udstilling fokuserer på det første. Men som i alt andet, der i disse år har med Kina at gøre, er der masser af plads til at drage sine egne konklusioner om den bredere dagsorden.