WEEKENDAVISEN 27. NOVEMBER 2015
Med et nyt tårn i levende kobber har arkitektfirmaet C.F. Møller åbnet bagsiden af Panum-bygningen - brutalismens mest markante bygningsværk i Danmark
Kun få huse i Købehavn dominerer deres omgivelser så knusende som Panum-bygningen på Nørrebro, Eva og Nils Koppels hovedværk i brutalismens korte storhedstid i 1970ernes danske arkitektur.
Titusinder af bilister oplever dagligt den enorme facade som et bagtæppe for morgentrafikkens hektiske slutspurt mod centrum. For Nørrebros mange cyklister er Panum en skarp kant på udfalds- og omfartsvejenes vindtunneller, for fodgængerne en vandring i stenørkenen. Kun gennem smalle sprækker i de røde mursten og rå beton kan man ane, at her uddanner Københavns Universitet nationens unge til forhåbentligt kærlige læger og tandlæger.
Da der i 2010 blev udskrevet en arkitektkonkurrence om en tilbygning til Panum-bygningen, var det derfor en nærliggende tanke, at bissen på Blegdamsvej skulle have en anderledes koket og imødekommende dulle som nabo.
En klog dulle, forstås. For den nye Mærsk-bygning skal rumme laboratorier og auditorier, der kan tiltrække eliten af klodens forskere i biokemi og deres studier af virus, kræft, fedme, diabetes og såkaldt ”sund aldring”.
De seneste par år er arkitektfirmaet C.F. Møllers svar på denne udfordring skudt op som et 75 meter højt kobberbeklædt tårn, der med glimt i de store vertikale vinduesspalter insisterer på at være alt det, som Panum-bygningen ikke er.
Hvor Panum klæber sig til jorden som en langstrakt skulptur i en skala skabt til hurtig forbikørsel, strækker Mærk-bygningens forskertårn sig opad fra et podium af forgrenede auditorier. Sammen med en stor kantine rækker fællesarealerne som store rødder ud mod Nørrebro og inviterer omgivelserne indenfor.
Panum er kantet og demonstrativt rektangulær, Mærsk-bygningens tårn trekantet med afrundede hjørner. Vinduer fra gulv til loft på alle etager understreger budskabet om, at her skal man både kunne kigge og komme ind.
Hvor Panums hovedindgang lå dydigt skjult i et hjørne på bagsiden, åbner dullen sit skød mod omverdenen med en stor rundet forplads. En overdådig trappe trækker gæster forbi glasbeklædte auditorier og videre ind i bugen af det gamle Panum.
Den interne dialog blandt tårnets forskere er sikret med en vindeltrappe i eg, der som en gigantisk høvlspån forbinder de enkelte etagers små cafémiljøer.
Den konsekvente tænkning i kontraster mellem bissen og dullen kunne nemt være endt som en manisk stiløvelse, hvis ikke tårnet var dybt funderet i C.F. Møllers nordiske traditioner og i respekt for det Panum, det både skal forny og leve sammen med.
Mærskbygningens arkitekt Mads Mandrup Hansen definerer det som forskellen på ”at bygge til” frem for at ”bygge ved siden af” og mener, at tårnets arkitektur er en slags ”Old Nordic på nye flasker, tilpasset stedet og fremtidens klimaudfordringer”.
Ideen med at bløde det stramme op med det organiske er jo lige så gammel som finske Alvar Alto og danske Arne Jacobsen, der – med inspiration fra schweizeren Le Corbusier - menneskeliggjorde den europæiske modernisme med kurver og blødere materialer.
Mærskbygningens samliv med Panum er udefra understreget i proportionerne på facadebeklædningens paneler (horisontale hos bissen, vertikale hos dullen), ligesom tårnets opadstræbende linjer på hver etage er brudt af et vandret bånd som en hilsen til Panum.
I Mærskbygningens indre genfinder man Panums rå beton – i afrundede former – mens de klare farver fra de karakteristiske skorstene på den gamle bygning er gendigtet i afdæmpet pastel i gardinerne i den nye.
Alt det får offentligheden først lov at bese, når Mærsk-bygningen står færdig og åbner i det nye år. I mellemtiden har bygningens naboer længe diskuteret husets helt dominerende karaktertræk, som man allerede nu kan vurdere: Dets højde.
Hvor Panum er parkeret ude på kanten af bilismens ingenmandsland, er de 75 kobberbeklædte meter synlige fra meget af kvarteret, inklusive det centrale Sankt Hans Torv, hvorfra bygningen ganske har overtagethimlen bag tårnet på Sankt Johannes Kirke.
Går det an? Det kan man ikke svare på uden en kort omvej til en større diskussion, der handler om byens fortætning, altså om flere mennesker på de kvadratmeter, vi kan tillade os at tage fra naturen og dens urbane slægtninge, de grønne områder.
For denne skribent er der ingen tvivl om, at befolkningstilvæksten globalt vil kræve, at vi bygger opad, også i byer som København – og også på trods af hovedstadens verdensberømte femetages profil.
Hvis det er udgangspunktet, kan man ikke gøre det meget bedre end Mærsk-bygningen. Tårnet er placeret langt fra centrum og på så stor en grund, at det med arkitekten Mads Mandrup Hansens ord ”holder de fleste skavanker (som skygger og vindgener) inde på egen mark”.
Bygningens organiske former er ikke bare et menneskeligt modspil til Panum. Kurverne svøber sig også så kærligt om Sankt Johannes kirkespir, som man nu kan forvente af en meget højere storesøster.
I modsætning til mange af tidens høje huse – og til Panum - vil Mærskbygningens tårn give tilbage til den by, den låner fra: En del af øverste etage bliver en café med offentlig adgang, hvor københavnerne og deres gæster får en fortryllende og hidtil uset udsigt over byen ved søerne.
Bygningens farver og materialer spiller med omgivelserne. Det rødbrune kobber reflekterer bydelens mange røde sten, og med tiden vil materialet få samme grønlige nuance lige som taget på kirken og byens øvrige tårne.
”Vi har pipetteagtigt duppet omgivelserne tilbage på bygningen”, siger arkitekt Mads Mandrup Hansen med bygningens forskersprog.
Hans omgang med hovedsponsoren i A.P. Møller Fonden har lært ham de samme lektier, som Henning Larsens tegnestue fik på byggeriet af Operaen: Den nu afdøde Hr. Møller og hans firma har stærke meninger om arkitektur – og om kvaliteten af dens materialer.
”Det er ikke en sag, hvor bygherren ikke har vist interesse for detaljerne” siger Mandrup Hansen. ”Det har gjort det komplekst. Men vi har fundet en vej. De kærer sig om kvaliteten, og der står de på samme side som arkitekten”.
Både A.P. Møllerfonden og Københavns Universitet betragter Mærskbygningen som meget mere end et hus. Det skal være et fyrtårn, der i en skarp international konkurrence lokker de bedste forskere ind i lækre laboratorier og kontorer – med udsigt – og med en stuetage, hvor auditorier, forhal og kantine kan spille sammen til rigtig store konferencer.
Ønsket om det eksklusive er også reflekteret i kobberfacaden. Men hvordan harmonerer energiforbruget ved fremstilling af kobber og regnvandets afvaskning af giftige kobber-ioner - med potentiel kurs mod drikkevandet – med ønsket om en miljømæssigt bæredygtig bygning?
Det spørgsmål har de seneste måneder optaget C.F. Møllers kolleger i arkitektbranchen. Men Mandrup Hansen mener, at kritikken er forfejlet: Kobberet er genbrug, valset ned til en tredjedel af normal tykkelse for facader og klæbet på en kompositplade, mens regnvandet fra facaden opsamles i faskiner, hvor det renses for kobber-ioner.
”Jeg synes, det ville være kedeligt at fjerne en del af arkitekturens pallette. Det er mere spændende at innovere os ud af problemerne ved kobber”, siger han.
Kobberet sidder på trekantede vinger, der danner dybe nicher om vinduerne og en stor del af dagen skygger for solen. Direkte sol vil blive standset af svingbare kobberskærme – med huller, der gør dem delvist transparente – der styres af sensorer.
Hele systemet mindsker behovet for air condition og sikrer ifølge Mandrup Hansen langt mere udsyn og indblik, end man finder på bygninger med glasfacader og rullegardiner.
I tilgift har Nørrebro – og Panum – fået en facade, der på mange måder bygger en ellers vanskelig forbindelse mellem kvarterets kreative og dynamiske profil og eliteforskningens ønske om eksklusivitet.